Tolerance

Som nation oplever vi i øjeblikket en intensiv travlhed af gendannelse og genoplivning. Hvis vi ikke rammes af en vind af modgang, vil de kommende år blive vore "opblomstrings år". Der er imidlertid forskelle på måderne for gendannelse og genoplivning, og med hensyn til fornyelser i vort intellektuelle og kulturelle liv i de seneste par århundreder, er det vanskeligt at nå til gensidig enighed om, hvilke af disse man skal godkende, og hvilke af dem man skal forkaste. Desuden er der forskelle på stilen og metoderne, der bruges til at indblæse en ny ånd i samfundet. Nuancer i overvejelserne om at bygge bro mellem fortiden og fremtiden fylder os med håb, mens det samtidigt ser ud til, at vi kommer til at gennemleve nogle vanskelige tider.

Mens vi således som nation vandrer mod fremtiden er tolerance vort sikreste tilflugtssted og værn mod de hindringer, der kommer af splittelse, opdelinger og vanskeligheder ved at nå fælles enighed, der venter os ved hvert et hjørne.

Der bør være så bred en tolerance, at vi kan lukke øjnene for hinandens fejl, vise respekt for anderledes ideer og tilgive alt, der kan tilgives. Selv med hensyn til krænkelser af vore umistelige rettigheder, skal vi forblive i respekt for menneskelige værdier og forsøge at oprette retfærdighed. Selv overfor de groveste tanker og mest rå ideer, bør vi svare med en mildhed og imødekommenhed, som Koranen præsenterer som "venlige ord" med henblik på at berøre andres hjerter. Vi bør have så bred en tolerance, at vi kan drage nytte af modstridende ideer, fordi de tvinger os til at holde vort hjerte, ånd og samvittighed i god form, selvom disse ideer hverken direkte eller indirekte er os belærende.

Tolerance, som vi af og til benytter i stedet for respekt, barmhjertighed, gavmildhed og overbærenhed, er det mest essentielle element i moralske systemer. En meget vigtig kilde til åndelig disciplin og en himmelsk dyd for fuldkommengjorte mennesker.

Under tolerancens linse antager de troendes fortjenester ny dybde og strækker sig mod uendeligheden, hvorved misforståelser og fejl krøller sammen og skrumper så meget, at de kan være i et fingerbøl. I virkeligheden går Hans behandling, Han Som er hinsides tid og rum, altid gennem tolerancens prisme, mens vi venter på, at den skal omfavne os samt hele skabelsen. På grund af denne omfavnelses bredde opdagede en prostitueret, som havde givet vand til en tørstig hund, da hun rørte ved "Barmhjertighedens Dør", at hun stod i en korridor, der strakte sig mod kyskhed og Himlen. En drukkenbolt, som følte en stærk kærlighed til Gud og Hans Budbringer, rystede sig pludselig fri og opnåede at være i Profetens selskab. I et andet eksempel blev en blodig morder frelst, med den mindste af de Guddommelige gaver, fra sin uhyrlige psykose og nåede den højeste rang, der langt overgik hans naturlige evner.

Vi ønsker vel allesammen at blive betragtet gennem denne linse, og vi forventer at tilgivelsens og eftergivelsens vinde altid blæser gennem vore omgivelser. Vi vil alle gerne overlade vor fortid og nutid til tolerancens og overbærenhedens klima, som smelter og omdanner, renser og forfiner, og derpå vandre mod fremtiden i sikkerhed og uden angst. Vi ønsker ingen kritik af vor fortid, ej heller at fremtiden skal formørkes på grund af vor nutid. Vi forventer alle kærlighed og respekt, håber på tolerance og tilgivelse, og ønsker at blive omfavnet af følelser af frihed og kærlighed. Vi forventer tolerance og tilgivelse fra vore forældre som svar på vor ulydighed hjemme, fra lærerne som svar på vor ulydighed i skolen, fra de uskyldige ofre, som vi har behandlet uretfærdigt og undertrykt, fra dommeren og anklageren i retssalen, fra vore militære befalingsmænd, fra politibetjente og fra Dommernes Dommer (Gud) ved den Højeste Tribunal.

Men det er meget vigtigt at fortjene det, vi forventer. Den, der ikke tilgiver, har ingen ret til at forvente tilgivelse. Enhver vil opleve mangel på respekt i samme grad, som han/hun selv har udvist mangel på respekt. Den, der ikke omfavner hele menneskeheden med tolerance og tilgivelse, har mistet værdigheden til at modtage tilgivelse eller undskyldelse. Den ulykkelige, der forbander andre, har ikke ret til at forvente respekt fra andre. De, der forbander, vil blive forbandet, og de, der slår, vil blive slået. Hvis sande muslimer ville gå videre ad deres vej og tolerere forbandelser i deres dybe bryst, som det omtales i Koranen: "Når de møder tomme ord eller usædelig opførsel, forbigår det de storsindede" (25:72) og hvis man opfører sig tolerant og overser deres fejl (64:14), da vil nogen anden synes at udøve Skæbnens dom over de, der forbander andre.

I lande, der er forprogrammeret til korruption, intolerance og ubarmhjertighed, er det meningsløst at tale om ting som tankefrihed, høflig kritik og udveksling af ideer i henhold til normerne for en lige og fair debat. Man kan ikke tale om frembringelser af logik og inspiration. Efter min mening er dette grunden til, at der har været så lidt fremgang i årevis, på trods af masser af meningsløst pral.

Dette land har i mange år haft myriader af eksempler på umoralsk levned og deres udøvere har stadig modtaget deres del af omgivelsernes tolerance. På trods heraf gøres der stadig forsøg på at stemple uskyldige mennesker som "gammeldags fanatikere eller støtter af et teokratisk regime". "Fundamentalisme" er et andet moderigtigt udtryk at sværte dem til med. Desuden beskyldes Islam for ikke at følge med tiden. Vi iagttager med sorg, hvordan de, der ikke gør andet end at udtrykke deres religiøse følelser i dag kan blive stemplet som reaktionære, fanatikere og fundamentalister. Uheldigvis kan vi ikke skelne mellem sand religiøsitet og blind fanatisme.

Det er ikke muligt at tale om fælles ideer og kollektiv bevidsthed i et samfund, hvor enkeltmenneskene ikke betragter hinanden med tolerance samt i lande, hvor overbærenhedens ånd ikke er blevet tilstrækkeligt grundfæstet. I sådanne lande vil ideer æde hinanden i et net af konflikter. Filosoffers arbejde vil være ufrugtbart, og i sådan et land er det umuligt at etablere sund tankegang og frihed for meninger og tro. Disse vil ikke blive tilladt at blomstre. Faktisk kan det ikke siges, at staten er grundlagt på et sandt system af retfærdighed i et sådant land, og selvom det ser sådan ud, er det intet andet end et bedrag. På et sted, hvor der ikke findes tolerance, er det ikke muligt at tale om sunde medier, frie tanker og relevante kulturelle aktiviteter. Det, som udgiver sig for fri tankegang, er blot sterile, ensidige forsøg, der gøres i henhold til bestemte tanker og en bestemt filosofi; det er ganske naivt at forvente, at noget nyt, velgørende og lovende udspringer fra dette.

*Denne artikel fremkom i 1996 i Yeseren Düsünceler, Kaynak, Izmir, side 19-22.