Argumenter fra Koranen
Selvom videnskabelige opdagelser som termodynamikkens anden lov viser, at eksistensen er på vej mod ødelæggelse, kunne selv et sammenstød mellem to planeter ødelægge hele universet. Hvis eksistensen begyndte med et Big Bang, hvorfor skulle den så ikke også slutte med et andet Big Bang eller kollision. Eksistensen er en ekstremt delikat udregnet organisme, et system, hvis dele subtilt er afhængige af hinanden. Et menneskelegeme er opbygget af omkring 60 millioner millioner celler. Da en enkelt deformeret, kræftramt celle kan dræbe hele legemet, kan enhver alvorlig deformation hvor som helst i universet også "dræbe" det. Vor død kommer sommetider uventet og uden nogen synlig, diagnosticeret årsag. Ved vi noget om, hvorvidt universet måske kunne "dø" ganske pludseligt, uventet, af en "sygdom" eller et "hjerteanfald"? Måske har vor gamle verden uhelbredelig kræft, fordi vi misbruger den så meget.
Guds universelle handlinger peger på genopstandelsen. Koranen taler for genopstandelsen. For at præge vore hjerter det under, som den Almægtige vil udrette i det Hinsidige og for at forberede vore sind på at acceptere og forstå det, præsenterer Koranen det under, som Han udretter her. Den giver eksempler på Guds omfattende gerninger i makrokosmos og til tider viser Hans overordnede fordeling af makro-, normo- og mikrokosmos'erne (universet, menneskeheden og atomerne, henholdsvis).
For eksempel lægger følgende vers fra Koranen vægt på Guds Styrke ved at nævne specifikke eksempler på Den og opfordrer os til at have overbevisning om vort møde med Ham i det Hinsidige:
Allah er det, som har oprejst himlene uden støtter, som I kan se. Derpå satte Han sig på tronen, og Han har tvunget solen og månen i (jeres) tjeneste. Enhver (planet) løber (i sin bane) til en fastsat tid. Han leder alle ting, og Han forklarer tegnene, for at I må være visse på mødet med jeres Herre. [Koranen, 13:2]
Universets og menneskehedens første fremkomst peger på deres anden fremkomst. Koranen præsenterer det fænomen, universets skabelse er, og definerer den som den første fremkomst (56:62), mens den beskriver de dødes genopstandelse som den anden fremkomst (53:47), for at bevise genopstandelsen. Den retter også vor opmærksomhed mod vor egen oprindelse, idet den hævder:
[Koranen, 22:5; 23:13-16)
Koranen skaber analogier mellem genopstandelsen og Hans gerninger i denne verden og hentyder sommetider til Hans gerninger i fremtiden og i det Hinsidige, på en sådan måde at vi kan blive overbevist om det, vi ikke fuldt ud kan forstå. Den viser ligeledes lignende begivenheder her og foretager sammenligninger mellem dem og genopstandelsen. Et eksempel lyder som følger:
Ser mennesket ikke, at Vi har skabt det af en dråbe, så er det endda et åbenbart stridslystent (væsen). Og det præger lignelser om Os og glemmer sin (egen) skabelse. Det siger: ”Hvem kan give liv til knoglerne, når de er rådne?”. Sig ”Den, som skabte dem første gang, vil give dem liv. Og han kender enhver skabning”. (Han), som frembringer ild for jer af det grønne træ, så I da kan tænde ild derfra. Mon Han, Som har skabt himlene og jorden, ikke har magt til at skabe deres lige? Jo, og Han er den Store Skaber, den Alvidende. [Koranen, 36:77-81]
Koranen sammenligner universet som en åben bog. Ved tidens ende vil det være ligeså let for Gud at ødelægge det som at rulle en skriftrulle sammen. Ligesom Han rullede den ud i begyndelsen, vil Han rulle den sammen og ved at manifestere Sin absolutte Magt og, uden nogen materiel årsag, genskabe den i en meget bedre og anderledes form:
Den dag, hvor Vi folder himlene sammen, ligesom bogruller rulles sammen. Sådan som Vi begyndte den første skabelse, vil Vi lade den vende tilbage [vil Vi gentage den]. (Dette er) et løfte (som er bindende) for Os. Vi skal visselig gøre det. [Koranen, 21:104]
Har de ikke set, at Allah, som har skabt himlene og jorden, uden at blive træt af deres skabelse, har magt til at genoplive de døde? Sandelig, Han har magt over alle ting. [Koranen, 46:33]
Koranen sammenligner genopstandelsen med den genoplivede muld om foråret, som følger efter dens død om vinteren, og omtaler, hvordan Gud arrangerer atomer og molekyler, mens Han skaber os i trin. Udtørrede stykker træ blomstrer og frembringer blade og frugter, der ligner, men ikke er identiske med, de, der fandtes i de foregående år. Utallige frø, der var faldet på jorden, begynder nu at spire og vokse op til forskellige planter, uden forvirring. Guds oprejsning af de døde på Dommens Dag vil blive således:
Og blandt Hans tegn er, at du ser jorden ligge vissen og regnløs [egt.: lav, ydmyg] hen. Men når Han sender vandet ned over den, røres den og spirer (med planter). Sandelig, Han, som gav den liv, vil Vi visselig skænke liv til de døde, thi Allah har magt over alle ting. [Koranen, 41:39]
O I mennesker, hvis I er tvivl om opstandelsen, så (betænk, at) Vi visselig har skabt jer af støv, derefter af en dråbe [celler eller sædcelle], derpå af sammenløbet blod, og så af en klump kød, formet og uformet, for at Vi må gøre (den kommende skabelse) indlysende for jer. Og Vi anbringer i moderskødene, hvad Vi vil, (og lader det vokse der) til en bestemt tid, og så bringer Vi jer frem som børn. Derpå (lader Vi jer vokse), for at I kan nå jeres modenhed. Og blandt jer er der dem, der dør (unge), og blandt jer er dem, der sendes tilbage den værste del af livet [dvs. alderdommen], så at de efter(at have besiddet) viden intet ved. Og du ser jorden uden liv, men når vi sender vand over den, så røres den og svulmer og lader fremspire planter af enhver smuk art. Det skyldes, at Allah er den (Eneste) Virkelige, og at Han gør de døde levende, og at Han har magt over alle. [Koranen, 22:5-6]
Se da på sporene efter Allahs barmhjertighed: hvorledes Han giver jorden liv efter dens død. Sandelig denne (samme Gud) er det, som vil give liv til de døde. Og Han har magt over alle ting. [Koranen, 30:50]
Og Allah har ladet jer vokse op af jorden med en (forunderlig) vækst. Og derpå lader Han jer vende tilbage til den og frembringer jer igen ved en (ny) frembringelse. [Koranen, 71:17-18]
Især i surah'erne 81, 82 og 84 hentyder den Almægtige til genopstandelsen og dens ledsagende omvæltninger og Kongelige gerninger. Ifølge det, vi her har set, såsom årstidernes vekslen, kan vi udforme en analogi, der kan hjælpe os til at forstå og da, med ærefrygt i hjertet, acceptere det, som intellektet ellers ville nægte.
Da det vil kræve megen tid blot at give en generel betydning af disse tre surah's, lad os tage et enkelt vers: Når siderne (bladene) bliver spredt ud (81:10). Dette indebærer, at under genopstandelsen vil enhvers gerninger blive afsløret på en skrevet side.
I første omgang forekommer dette os sært og uforståeligt. Men som surah'en peger på, ligesom forårets fornyelse er parallel til en anden genopstandelse, har "at sprede siderne (bladene) ud" en meget tydelig parallel. Ethvert frugtbærende træ og blomstrende plante har sine egne proportioner, funktioner og gerninger. Dets tilbedelse består i at prise Gud og dermed manifestere Hans Navne. Dets gerninger og livsoptegnelse er indskrevet i hvert et frø, der vil dukke frem det næste forår. Med formens og udseendets sprog fremviser disse nye træer eller blomster en veltalende fremstilling af det oprindelige træs eller blomsts liv og gerninger og gennem deres grene, kviste, blade, blomster og frugter spreder de deres gerningers side ud. Ham, Som siger: Når siderne er spredt ud, er det samme Væsen, Som opnår disse resultater på en meget vis, klog, effektiv og subtil måde, som det dikteres af Hans Navne den Al-Viise, Alt-Bevarende, Alt-Understøttende og Trænende og Al-Subtile.
I mange vers advarer Koranen os om, at vi er skabt for at nå bestemte mål, ikke for at gøre det, der passer os. Da vi er ansvarlige væsener, bliver alt, hvad vi end gør, nedskrevet. Vor skabelse fra en dråbe væske gennem adskillige stadier viser ved den yderste omhu og betydning, der bliver forbundet med os, at vi har et stort ansvar. Efter døden vil vi blive kaldet til regnskab for vore liv. Dertil kommer at vor skabelse gennem stadier er et manifest bevis på Guds Magt, som genrejser det døde til liv.
Mener mennesket da, at det er ladt alene uden mål? Var det da ikke en dråbe sæd, der blev udgydt? Så blev det en klump blod, og Han skabte det og fuldkommengjorde det. Derpå skabte Han et par af det, manden og kvinden. Skulle Han da ikke have magt til at give de døde liv? [Koranen, 75:36-40]
En nærmere analyse af universets virkemåde viser, at to modsatte elementer er fremherskende og fast etableret overalt. Disse elementer fører til godt og ondt, nytte og skade, fuldkommenhed og defekt, lys og mørke, vejledning og vildledning, tro og vantro, lydighed og oprør samt frygt og kærlighed. Den fortsatte konflikt, der opstår af denne grund, frembringer tilstrækkelige forandringer og transformationer til at skabe en ny verdens elementer. Disse modsatte elementer vil i sidste ende føre til evigheden og materialisere sig som Paradis og Helvede. Den evige verden vil være opbygget af denne flygtige verdens essentielle elmenter, som da vil blive givet varighed.
Paradis og Helvede er to modsatte frugter, der vokser på de to grene på skabelsens træ, de to resultater af skabelsens kæde, de to cisterner, der fyldes af tingenes og begivenhedernes to strømme og de to poler, hvortil væsenerne flyder i bølger. Det er de steder, Guddommelig Nåde og Guddommelig Vrede manifesterer sig, og som vil være fyldt med indbyggere, når Guddommelig Kraft gennemryster universet.
Undertrykkere forlader denne verden med deres undertrykkende magt stadig virker, og de undertrykte er stadig ydmygede. Sådanne uretfærdigheder vil blive bragt for den Øverste Domstol, for Gud ville være uretfærdig og ufuldkommen, hvis Han blot ignorerede dem. Sandt er det dog, at Gud sommetider straffer de skyldige i denne verden. De lidelser, tidligere ulydige og oprørske folkeslag måtte igennem, lærer os, at enhver kan blive underlagt en hvilken som helst korrektion, den Almægtiges Stråleglans og Ophøjethed vælger at foretage. Så, som det erklæres i verset: (Og Allah vil sige): Skil jer ud i dag, I er syndefulde. [Koranen, 36:59], kræver Guds absolutte Retfærdighed, at Han skiller de gode fra de onde i det Hinsidige og behandler hver gruppe derefter.
- Oprettet den .