Huzn (Bedrøvelse og Sorg)
Sufier bruger ordet huzn (bedrøvelse) som det modsatte af fryd og glæde, og til at udtrykke den smerte, man lider under udførelsen af sine pligter og under virkeliggørelsen af sine idealer. Enhver fuldkommengjort troende vil fortsætte med at lide denne smerte i forhold til graden af tro, og væve livets klæde med sorgens "tråde" på tidens "vævestol". Kort sagt, vil man føle smerte indtil Muhammads Sandhed åndes i alle verdens hjørner, muslimers og andre undertrykte folks sukke ophører, og de Guddommelige love praktiseres i folks daglige liv.
Denne bedrøvelse vil fortsætte indtil rejsen gennem gravens mellemverden er overstået i sikkerhed og sundhed, og den troende flyver til den evige glædes og velsignelses bolig, uden at blive tilbageholdt af det Øverste Tribunal i det Hinsidige. En troendes sorger vil aldrig stoppe, før meningen med "Priset være Gud, Som har fjernet sorgen fra os. Sandelig, vor Herre er Alt-Tilgivende, Fuld af Overflod" (35:34) bliver virkeliggjort.
Bedrøvelse og sorg opstår i individets opfattelse af, hvad der menes med at være menneskelig, og vokser i takt med graden af den indsigt og skelneevne, der indehaves af én, der er bevidst om sin menneskelighed. Det er en nødvendig, betydningsfuld dynamik, der får den troende til konstant at vende sig til den Almægtige, og ved at fornemme de realiteter, der forårsager bedrøvelse, søger den troende tilflugt i Ham og anråber Ham om hjælp, når som helst han eller hun er hjælpeløs.
En troende stræber efter meget kostbare og værdifulde ting, såsom Guds velbehag og evig glæde, og søger derfor at gøre en "meget god forretning" med begrænsede midler i et kort tidsrum (hans eller hendes liv). De sorger, en troende går igennem på grund af sygdom og smerte, såvel som forskellige plager og ulykker, ligner en effektiv medicin, der udvisker éns synder og muliggør eviggørelsen af det timelige, ligesom en udvidelse af éns "dråbelignende" ry i et ocean. Man kan sige, at den troende, hvis liv er blevet tilbragt i fortsat bedrøvelse, til en vis grad ligner profeterne, for også de tilbragte livet i denne tilstand. Det giver megen mening, når menneskehedens pryd, må fred og velsignelser være med ham, som tilbragte sit liv i sorg, retteligen beskrives som Sorgens Profet af Necib Fazil, den berømte tyrkiske poet og skribent.
Bedrøvelse beskytter den troendes hjerte og følelser mod rust og forfald, og tvinger vedkommende til at koncentrere sig om den indre verden og om hvordan man gør fremgang på vejen. Den hjælper den rejsende på fuldkommenhedens vej til at opnå rangen af et rent, spirituelt liv, som en anden rejsende ikke kan opnå gennem adskillige fyrre-dages perioder af anger og nøjsomhed. Den Almægtige betragter hjertet, ikke ydre fremtoning eller former. Blandt hjerter ser Han på de sorgfulde og brudte, og beærer deres ejere med Sit nærvær, som det erklæres i en overlevering: Jeg er nær dem med brudte hjerter. [1]
Sufyan ibn Uyayna siger: Sommetider har Gud barmhjertighed med en hel nation på grund af gråden fra et bedrøvet, sønderbrudt hjerte. [2] Sådan er det, fordi sorg opstår i et oprigtigt hjerte; og blandt de handlinger, der bringer én nærmere til Gud, er bedrøvelse og sorg mindst sårbare over for formørkelse af opblæsthed eller éns ønske om at blive priset. En del af enhver overflod og velsignelse fra Gud gives til dem, der behøver dem for at rense denne overflod og velsignelse for visse urenheder. Den del kaldes zakat, der bogstaveligt betyder "at rense" eller "at forøge", for den renser éns andel for de urenheder, der er kommet ind i den, mens den blev optjent eller brugt, og får den til at vokse som en velsignelse fra Gud. Bedrøvelse og sorg spiller en lignende rolle, for de er som den del i éns sind eller samvittighed, der renser og derefter bevarer deres renhed og renlighed.
Det fortælles i Torah'en, at når Gud elsker Sin tjener, fylder Han hans eller hendes hjerte med en følelse af gråd; hvis Han ikke bryder sig om en anden, eller bliver vred på vedkommende, fylder Han hans eller hendes hjerte med lyst til underholdning og leg. Bishr al-Khafi siger: Bedrøvelse eller sorg er som en hersker. Når den slår sig ned et sted, tillader den ikke andre at komme ind dér. [3] Et land uden hersker er i en tilstand af forvirring og uorden; et hjerte, der ikke føler sorg, er ødelagt.
Var ham med det sundeste og rigeste hjerte, må fred og velsignelser være med ham, ikke altid ked af det og var han ikke altid som hensunket i dybe tanker? Profeten Jakob, må fred være med ham, besteg og kom hinsides bjergene som var mellem ham og hans elskede søn, profeten Josef, må fred være med ham, på sorgens vinger og blev vidne til opfyldelsen af en behagelig drøm. Det sorgfulde hjertes suk betragtes som ligeså værdifulde og fortjenstfulde som de vanlige recitationer og ihukommelser fra dem, der regelmæssigt og ofte tilbeder Gud, og som den hengivelse og fromhed, asketerne viser ved at afholde sig fra synd.
Den sandfærdige og bekræftede, må fred og velsignelser være med ham, siger, at den sorg, der stammer fra verdslig ulykke, får synder til at blive tilgivet. [4] Baseret på denne udtalelse kan man se, hvor værdifulde og fortjenstfulde de sorger er, som kommer fra éns synder, fra frygt og kærlighed over for Gud, og som hører til det Hinsidige. Nogle føler sorg over, at de ikke udfører deres pligter i tilbedelse så fuldkomment, som de burde. De er almindelige troende. Andre, der er blandt de ophøjede, er kede af det, fordi de trækkes mod det, der ikke er Gud. Atter andre er kede af det, fordi de, mens de altid selv føler sig i Guds nærvær og aldrig glemmer Ham, også tilbringer tiden blandt folk med henblik på at vejlede dem til Sandheden. De ryster af skræk for, at de skal forstyrre balancen mellem altid at være hos Gud og at være sammen med mennesker. Disse er de rensede, som er ansvarlige for at vejlede menneskene.
Den første profet, Adam, må fred være med ham, var menneskehedens og profeternes fader, og også sorgens fader. Han påbegyndte sit verdslige liv med sorg: faldet fra Paradis, det mistede Paradis, adskillelsen fra Gud, og derpå profetgerningens tunge ansvar. Han sukkede i sorg gennem hele sit liv. Profeten Noah, må fred være med ham, fandt sig omsluttet af sorg, da han blev profet. Bølgerne af sorg, der kom fra hans folks totale mangel på tro og den straf, der ventede dem fra Gud, viste sig i hans bryst som oceanets bølger. En dag kom, og disse bølger fik oceanerne til at svulme så højt op at de dækkede bjergene og fik jorden til at gå til bunds i sorg. Profeten Noah blev Syndflodens Profet.
Profeten Abraham, må fred være med ham, var som programmeret til sorg: sorg, der opstod fra hans kamp mod Nimrod, af at blive kastet på bålet og hele tiden leve omgivet af "flammer", at efterlade sin kone og søn i en øde dal, at blive beordret til at ofre sin søn, samt mange andre hellige sorger, der vedrører virkelighedens indre dimensioner og hændelsernes betydninger. Alle de andre profeter, såsom Moses, David, Salomon, Zakarias, Johannes Døberen og Jesus, må fred være med dem alle, oplevede tilværelsen som en serie eller ansamling af sorger, og levede omsluttet af sorg. Den Største af profeterne og hans følgere smagte de største sorger.
[1] Al-´Ajluni, Kashf al-Khafa´, 1:203
[2] Al-Qushayri, Al-Risala, 139
[3] Ibid., 138
[4] Nur al-Din Abû al-Hasan al-Haythami, Majma´ al-Zawâ´id wa Manba´ al-Fawâ´id, 9. bind (Beirut, 1967), 4:63
- Oprettet den .